Lørdag afslutter Nicolai Sylvest sin 2020-sæson i Danmark. På FDM Jyllandsringen køres årets sidste afdeling i det nye TCR Denmark-mesterskab, og målsætningen er klar for den 23-årige racerkører fra Jægerspris.

”Jeg ligger aktuelt på første pladsen i U23-mesterskabet og på tredjepladsen i det samlede mesterskab, og den placering skal som minimum forsvares,” siger han.

”Der er mulighed for at avancere, men oddsene er svære. Der bliver i alt 75 point at kæmpe om i de tre heat i weekenden, og jeg er henholdsvis 39 og 15 point efter Kasper H. Jensen og Martin Andersen, der ligger på de to forreste pladser. Men får jeg chancen, går jeg naturligvis efter den.”

Tredjepladsen i mesterskabet er dog langt fra sikker. På fjerdepladsen finder man Michael Markussen, mens femtepladsen indehaves af Nicolai Sylvests teamkammerat, Jan Magnussen.

”Dem skal jeg naturligvis holde øje med. Specielt Jan, for han er altid farlig, også selv om han er min teamkammerat,” siger Nicolai Sylvest. ”Jans mesterskabsmuligheder er nærmest teoretiske, så for ham er løbssejre vigtigere. Og det kan jeg godt forstå. Jeg lægger da heller ikke skjul på, at jeg gerne vil slutte af med endnu en sejr på Jyllandsringen.”

TCR Denmark kører sæsonens tre sidste løb lørdag eftermiddag, og de kan ses på 6’eren og Dplay fra klokken 14.45.